Drømmerejse til Jordens sidste Paradis
Raja Ampat i Indonesien er svært og tidskrævende at komme til, men for os var rejsen alle besværlighederne værd, da vi først nåede frem. Pludselig forstod vi, hvorfor ø-gruppen kaldes det sidste paradis på jorden.
Af Lars Sandager Ramlow – August 2022
Cirka 12.000 kilometer…
Det er den direkte afstand fra København til det, der ofte betegnes som jordens sidste paradis.
Stedet er Raja Ampat i den indonesiske del af Papua lige nord for Australien. Det er en ø-gruppe i hjertet af Koral-trekanten, som er et geografisk område mellem Indonesien, Malaysia, Papua Ny Guinea, Filippinerne, Salomonøerne og Østtimor.
Fantastisk biodiversitet
Det er det mest artsrige havområde på Jorden, og trekantområdet har fået topprioritet som bevaringsværdigt af Verdensnaturfonden.
Selve Raja Ampat består af mere end 1500 øer, sandbanker og koralrev, der rejser sig over havoverfladen ved lavvande. Ø-gruppens marine-nationalpark er kendt for den største hav-biodiversitet i verden med over 1600 forskellige fiskearter og som levested for 75 procent af verdens forskellige, kendte koraller.
Her findes stadig nye dyrearter
Her finder forskere stadig nye dyrearter. Der lever stammer i junglen, som vi kun kender meget lidt til – og eventyrlystne kan være heldige at finde flyvrag, der har ligget urørte hen siden 2. Verdenskrig – enten skjult af junglen eller under havets overflade. For Raja Ampat er på mange måder stadig ”uopdaget”. Her er ikke masseturisme, fordi stedet er både besværligt og relativt dyrt at komme til.
Flest fisk i verden
Min hustru, Lisa, og jeg er erfarne dykkere, og Raja Ampat havde i mange år stået som en drømmerejse på ønskelisten. Nu skulle det være, og vi havde fået anbefalet resortet Sorido Bay på øen Kri.
Lige ud for resortets kyst er dét sted på jorden, hvor der er registeret flest forskellige fisk på et enkelt 90 minutters dyk. 374 er tallet, og hvis man kender lidt til dykning – så er det ret vildt!
Og havets mangfoldighed åbnede sig hurtigt for os. Vi så blandt andet pygmæ-søheste, skildpadder, skæghajer, djævlerokker og delfiner. Og på land fortsatte magien.
Mangrove – vandfald og fugle
Kridhvide Robinson Crusoe sandstrande helt uden mennesker og med tæt jungle som baggrund. Azurblåt vand, der har den helt rigtige ferie- og fotofarve. Mangrove-skove, der vokser på koralrev, hvilket giver en helt ubeskrivelig dykker- eller snorkle-oplevelse. Der er vandfald, floder og et fugleliv af en anden verden. Alt sammen inden for overkommelig båd-rækkevidde.
Ornitologer og foto-entusiaster tager blandt andet til Raja Ampat for at se de specielle og meget smukke paradisfugle. Dem ville vi naturligvis også gerne se, så vi fik arrangeret en bådtur til en af naboøerne, hvor fuglene blandt andet holder til.
I tre stive timer sad vi på en bænk og kiggede op. Klar med kameraer og kikkerter, men fuglen viste sig aldrig rigtigt. Vi kunne høre flere i nærheden, og vi så lige r… af en enkelt… Sådan er naturen så uforudsigelig – og det er både irriterende og charmerende. Heldigvis stod mange andre fantastiske oplevelser i kø.
Interview med ejeren
Tilbage på Sorido Bay var min hustru og jeg så heldige, at vi ankom sammen med stedets hollandske ejer, Maximilian Ammer. Han er en legende i området. Prøv selv at Google hans navn.
Vi var så heldig, at vi fik et interview ”lagt ind” mellem hans aftaler med TV-stationerne CNN og BBC.
Sidstnævnte medie skulle have boet på resortet sammen med os i forbindelse med en større naturdokumentar, men myndighedernes tilladelser var ikke kommet helt på plads, og optagelserne blev derfor forsinkede.
Det betød, at vi boede alene på resortet i en håndfuld dage – fuldt betjent af de omkring 20-25 ansatte. Alene det var en oplevelse at skrive hjem om. Interviewet med Max Ammer kan du læse i en anden artikel her på Ramlow.dk.
Fri dykning
Sorido Bay har sit eget dykkercenter med guidede dykkerture i området hver eneste dag. Desuden kunne vi som certificerede flaskedykkere på alle tider af døgnet også bare snuppe nogle dykkerflasker og hoppe i vandet – alt det vi orkede inden for dykningens sikkerhedsgrænser.
For enden af resortets jetty (bådbro. red.) er et såkaldt ”blue hole”, som er et afgrænset laguneområde med en dybde på 20-30 meter omkranset af koralrev, hvor der kun er cirka 1-2 meters dybt.
Tæt på verdensbegivenhed
Alene i dette blue hole var der både revhajer, skildpadder, kæmpe muslinger på op til en halv meters længde – og ved solnedgang kunne man også dykke efter de imponerende og smukke mandarinfisk, som er relativt sjældne at se.
På kanten af det blå hul og cirka et minuts bådtur fra jettyen står en hytte på pæle på koralrevet. Indenfor blev vi præsenteret for intet mindre end en verdensbegivenhed. Hytten og området omkring den er nemlig et hajreservat.
Æg fra leopard-hajer
Med donationer fra organisationer og fonde samt velvilje fra den Indonesiske regering er her bygget et unikt udklæknings-område med akvarier, ilt- og rensningsanlæg.
Her forsøger man at udklække æg fra leopard-hajer. Æggene er hentet i Australien – og hvis projektet lykkes – klækkes æggene, og de små leopardhajer vokser sig store.
Den sidste del sker i vandet lige uden for hytten, hvor der er skabt et temmelig stort beskyttet område i det blå hul. Her skal hajungerne lære at jage – uden selv at være en del af andre hajers menukort. Og når leopardhajerne har vokset sig store nok, er det planen, at de skal sættes ud i nærområdet. Det er aldrig lykkedes tidligere noget sted i verden.
Livet på land
Tilbage på land og inde langs stranden ligger gæsternes syv bungalower på en perlerække og cirka 10-15 meter fra vandkanten, hvor et dagligt syn er henved 20 sorttippede revhajer på 1.5-2 meters længde. I ikke definerede mønstre “patruljerer” hajerne revet, og de er ganske ufarlige – i hvert fald for mennesker. Der har aldrig været et personangreb, selvom resortets gæster både bader og snorkler side om side med hajerne. Faktisk hoppede vi i vandet for at være tæt på og for at fotografere hajerne. Med snorkler sad vi under jettyen med plastikflasker i hånden. Ved at vride flaskerne skabes en lyd, der for hajerne minder lidt om knasende fiskeben. I hvert fald blev de nysgerrige og kom helt tæt på os for at se, om der var mad i farvandet. Trods forsikringer fra personalet var vi i starten lidt nervøse, om hajerne ved et uheld kunne forveksle os med føde, men nervøsiteten var heldigvis ubegrundet. En meter fra os vendte de rundt eller gled forbi.
På jagt efter gående hajer
Også efter mørkets frembrud havde vi enestående haj-oplevelser. En aften tog vi vores snorkler, dykkermasker og et par undervandslamper og gik på ”jagt” efter epaulet-hajerne (walking sharks, red.), der ligger kun et stenkast fra bungalowerne på lavt vand. Disse cirka en meter lange hajer kommer frem fra deres skjul, når det bliver mørkt, og det specielle ved dem er, at de ”går” på havbunden.
Cuscus-bjørne og rigt fugleliv
En anden dyreattraktion på Sorido Bay er cuscus-bjørne, der kravler rundt i træerne, hvor man også kan spotte blandt andet paradis-isfuglen, sort manukode, latterfugle, papegøjer og hvide kakaduer – alt sammen fra hængekøjen på verandaen. På jorden er der kokoskrabber (palmetyve), firben, øgler og slanger. Ingen af dyrene er dog farlige for mennesker.
Hver bungalow er på 40-50 m2 med eget bad og toilet. Der er køleskab og aircondition, og som rejsevante glædede vi os over, at der var styr på detaljerne. Der manglede ikke noget. Jo – mere tid og flere penge. Vi var gerne blevet nogle uger mere, for der var næsten ”stressende”, at der var så meget at se og opleve.
Sådan kom vi til Sorido Bay, Kri Island
- Fly fra Kastrup-Singapore – cirka 12½ timer
- Fly fra Singapore-Jakarta, Indonesien – cirka 2 timer
- Fly fra Jakarta til Sorong, Vest Papua – cirka 4 timer
- Færge fra Sorong til Waisai – cirka 2 timer
- Privat båd fra Waisai til Sorido Bay, Kri Island – cirka ½ time
- I alt 21 rejsetimer. Samlet set tager rejsen halvandet til to døgn – hver vej – inklusiv øvrig transport, transit og ventetider.
Editors Note:
Denne artikel er blevet til efter en privat rejse, der var 100 procent selvfinansieret. Artiklen er ikke sponsoreret på nogen måde. Alle billeder er taget med privat udstyr – og artiklen er skrevet i min fritid.