En legende i kamp for naturen
På vores ferie til Raja Ampat var jeg så heldig, at få et interview med indehaveren af Sorido Bay Resort, Max Ammer.
Af Lars Sandager Ramlow – August 2022
”Kan Ikke” sover på kirkegården. ”Vil Ikke” ligger ved siden af ”Kan Ikke”.
Disse lærdomsord er den i dag 61-årige hollænder Maximilian Ammer vokset op med, og de har i den grad præget ham. Max Ammer har gennem livet vist, at han både har ”kunnet” og ”villet”, hvilket har ført til et imponerende cv.
Velgørende projekter
Vi har mødt ham i Raja Ampat i den indonesiske del af Papua, hvor han ejer to resorts på øen Kri. Herfra driver han en lang række velgørende projekter til gavn for naturen, lokalområdet og de lokale papuanere. Helt kort handler det om balance, bæredygtighed og det ”at give noget retur”. Det kommer vi til, men først skruer vi tiden tilbage til Max Ammers opvækst.
Højt at flyve – dybt at dykke
Som mange andre unge blev Max Ammer indkaldt til militæret, hvor han blandt andet lærte at dykke. Den unge hollænder viste en stædig udholdenhed og blev udtaget til de hollandske special-styrker. Han blev uddannet som en såkaldt ”overlevelses-ekspert” med særlige kompetencer i kortlæsning, og hvordan man overlever under selv de vanskeligste forhold.
Max Ammer fik også en uddannelse som finmekaniker, og han begyndte at samle og reparere Harley-Davidson motorcykler. Det fik han en forretning ud af. Ved siden af arbejdede han som mekaniker for en flyveskole, hvor han fik gratis flyvetimer.
Efterladt krigsmateriel
– Min Harley-forretning lå i en bygning, hvor indehaveren var en indonesisk veteran fra 2. Verdenskrig. Han fortalte mig om massevis af krigsmaskinel, der var blevet efterladt på de små øer i Indonesien under og efter 2. Verdenskrig. Jeeps, motorcykler, skibs- og flyvrag etc. Siden jeg var en lille dreng, har jeg interesseret mig for 2. Verdenskrig. Ikke i Europa, men i Stillehavs-regionen, og jeg har altid elsket at se billeder af de smukke øer og ikke mindst de smukke piger fra blandt andet Indonesien, lyder det med et drenget smil.
Tjente på cola-flasker
Udlejerens historier fik Max Ammer til at købe en flybillet og tage til Indonesien, hvor han på en længere dykkerekspedition blandt andet fandt et flyvrag fra krigen.
Og hans træning i specialstyrkerne skulle vise sig nyttig.
– Hver gang jeg kunne komme til det, tog jeg på ekspeditioner i Indonesien og til Papua, hvor jeg fandt maskinel, som jeg solgte videre til samlere. Blandt andet fik jeg 250 US-dollars for tre handskerums-låger. Nogle af turene var jeg ude på store dybder i havet, andre sled jeg mig i ugevis gennem ufremkommelig jungle, op ad bjerge og over rivende floder. På mine mange ture rundt i Indonesien og Papua samlede jeg også Coca Cola flasker fra årene 1943 og 44. Jeg kunne lide flaskerne, og det fandt jeg ud af, at der også var andre, der kunne. Så i årenes løb fik jeg samlet mere end 7000 flasker, og det var der forretning i. Hver flaske kunne jeg sælge for op til 15 dollars.
Det har aldrig handlet om penge
Max Ammer holder en kort eftertænksom pause.
– Jeg har altid tjent penge på mine projekter, hvilket har givet mig nye muligheder. Men det har aldrig handlet om penge. Drivkraften har været at have det sjovt og gøre de ting, jeg havde lyst til, understreger han.
Besøg på 400 flyvrag
Interessen for nedstyrtede fly har dog altid været særlig, og i løbet af de seneste 30 år har Max Ammer ”besøgt” mere end 400 flyvrag, der enten har været gemt eller glemt i junglen eller under havoverfladen i primært Øst-Indonesien, Vest-Papua og Papua Ny Guinea.
Dykker-turene alene til Indonesien var dyre, så Max Ammer begyndte at annoncere efter rejsefæller til ekspeditionerne. Samtidig begyndte han at investere i udstyr, fordi det altid var dyrt at leje. Det startede med, at han købte dykkerflasker og en kompressor til at fylde luft i dem, og efter et stykke tid købte han også sin egen gummibåd (Zodiac, red.).
Fik ideen til et resort
– Jeg holdt meget af livet i Indonesien og især Papua, og jeg havde med årene fået opbygget en god forretning, hvor folk fra hele verden kom med på ekspeditioner. Derfor fik jeg for godt 30 år siden idéen til at bygge mit eget resort, og jeg fandt stedet på øen Kri. Det blev til Kri Eco Resort, og siden har jeg udvidet med Sorido Bay Resort, der ligger i den tilstødende bugt. Virksomheden er PT Papua Diving, fortæller Max Ammer.
Missionen er klar
Han er helt igennem en entreprenør og gør-det-selv mand. Han kan lide at have ”hands on” på de ting, han foretager sig, og de projekter han er drivkraft for. Og missionen er klar. Max Ammer ønsker at støtte det lokale papuanske samfund og bevare Raja Ampat som det sidste paradis på jorden.
– Da jeg kom hertil for mere end 30 år siden var de indfødte papuanere andenrangs borgere i deres eget land. De fik ingen uddannelse, og de lokale fiskere overlevede med destruktiv adfærd som dynamit-fiskeri og ”shark finning”, hvor kun hajernes finner skæres af og spises, forklarer Max Ammer.
90 procent er ansatte er lokale
På sine to resorts er 90 procent af alle de ansatte lokale papuanere. Og flere af dykkerinstruktørerne er tidligere fiskere, der nu har fået en anden indtjeningsmulighed og samtidig lært om vigtigheden af bæredygtighed i havet.
Og den logik ligger bag alle Max Ammers projekter, der er organiseret under Raja Ampat Research og Conservation Centre (RARCC Indonesia).
Giver tilbage til Papua
Det er en non-profit NGO-orginisation, som Max Ammer er en af initiativtagerne til, og som han er konstitueret administrerende direktør for. PT Papua Diving er med i ejerkredsen, der også tæller flere meget succesfulde forretningsfolk. Således er finansiering aldrig et problem, og indtjening er ikke drivkraften.
Og det ses da også i projekterne, hvor vi her skal nævne nogle stykker. RARCC driver:
- et skoleprojekt i en landsby på Batanta Island med godt 60 elever,
- et uddannelsescenter for bådbyggeri i Sorong,
- et læringscenter for agro-skovbrug i Tambrauw
- samt et aviation-center, der blandt andet fungerer som flyværksted.
Og så arbejder RARCC selvfølgelig for bevarelse af koralrevene.
Investerer massivt i lokalområdet
– Hovedparten af vores arbejdskraft er lokal. Samtidig bruger vi 10 procent af alt overskud til bevarings-projekter. Ved siden af det investerer vi massivt i den lokale økonomi og de lokale samfund. Og personligt, når jeg har fået min løn, så donerer jeg resten af min virksomheds overskud til velgørende formål. Jeg har fået så meget ud af at bo her i området og ved at møde de lokale, at jeg virkelig ønsker at give noget tilbage. Det er mit beskedne bidrag til en forhåbentlig bedre verden, understreger Max Ammer.
Interesserede kan læse mere om RARCC på https://stichting-rarcc.org/
Og mere om de to resorts på Kri Island på: https://papua-diving.com/
Editors Note:
Denne artikel er blevet til efter en privat rejse, der var 100 procent selvfinansieret. Artiklen er ikke sponsoreret på nogen måde. Alle billeder er taget med privat udstyr – og artiklen er skrevet i min fritid.