Højt oppe i trækronerne jagter Makak-aberne et par tukaner, der flyver fra gren til gren og spiser bær. Nedenfor spejler et lille vandfald sig i en lille sø med karper, og i baggrunden høres regnskovens eksotiske lyde.
Vi befinder os på den lille ø Gaya cirka 30 minutters bådtur fra Sabahs hovedstad, Kota Kinabalu, i den nordvestlige del af Borneo. Findes der et paradis på jord, er dette et godt bud. Næsten hele øen er dækket af tropisk regnskov, og den er omgivet af krystalklart vand. Det inviterer til en dukkert eller til dykning imellem de flotte koralrev og de tusindvis af særprægede og farverige fisk.
På øen findes også enkelte hoteller. To af dem er Bunga Raya Island Resort & Spa samt Gayana Eco Resort, der også gemmer på et marine-økologisk research-center. Her kæmpes der for at bevare koralrevet og for at opdrætte udrydningstruede dyrearter som kæmpemuslinger.
Hotellerne er eksotiske, luksuriøse, femstjernede og relativt dyre. Og midt i det hele sidder en dansker. Han hedder Tomas Kastberg Andersen og har været direktør for hele herligheden siden 2009.
Han er 46 år og hotel-uddannet i London, hvor han allerede som 27-årig gjorde sig bemærket og blev vicedirektør på Stafford Hotel. Godt fem år senere rejste han til New Zealand. Her blev han direktør på Huka Lodge, der er listet som et af de mest luksuriøse steder i verden med 27 værelser og med en vinkælder på mere end 20.000 flasker fine vine. Tomas Kastberg Andersen har også arbejdet på Matakauri Lodge i Queentown, og han har haft sit eget turistbureau på New Zealand:
– Jeg har ikke arbejdet i Danmark i mange år, men jeg tror, at skandinaver og nordeuropæere ofte er et godt match til at styre asiatiske virksomheder. Vi er oftest cool og viser ikke stress. Vi er heller ikke kendt for at være opfarende eller upålidelige, vurderer Tomas Kastberg Andersen.
Han er tilhænger af kollektiv indsats frem for individuelle præstationer:
– Jeg tror, det er afgørende for at få respekt fra lokalbefolkningen i Sydøst-Asien. Og så er det et »must« at have en masse tålmodighed. Mit personale er primært fra forskellige landsbyer i Sabah. De er gæstfri på deres egen måde og meget stolte af deres kultur-arv. Men de har brug for at blive undervist i mere vestlige værdier. Til gengæld er det sådan, at når du først er accepteret, har du oftest deres ubetingede loyalitet. Det har jeg ikke oplevet andre steder i verden. Det er både smukt og samtidig lidt skræmmende, påpeger Tomas Kastberg Andersen.
Sabah er kendt som en spirende destination for danskere og europæere. Ifølge den danske hotel-direktør er det et område med et enormt potentiale.
– Der kommer en del danskere til Borneo. Gayana Eco Resort og Bunga Raya Island Resort & Spa har i gennemsnit godt 30 besøgende om året fra Danmark. Oftest kommer danskerne i forbindelse med ferier og helligdage. Men jeg tror, at det vil ændre sig de kommende år med en mere jævn strøm af besøgende. Borneo er et perfekt sted for danskerne. Her er en fin kultur, et dejligt folk, fantastisk mad, en skøn natur og et enestående dyreliv. Og så er her de bedste strande og det klare blå hav overalt, lyder det med et smil, inden Tomas Kastberg Andersen skynder sig at tilføje:
– Åh ja, og så er her godt vejr hele året rundt. Vores resort er uhøjtideligt ligesom danskerne, men vi gør os samtidig umage for, at vores gæster føler sig særlige, og vi imødekommer individuelle behov i modsætning til massemarkedet, understreger han.
Den 46-årige hoteldirektør lægger ikke skjul på, at han stortrives. Men selvfølgelig savner han Danmark ind imellem og især sine forældre.
– Det er faktisk mærkeligt. Jeg har tilbragt størstedelen af mit liv uden for Danmark til trods for, at jeg er den største fortaler for Danmark og de danske værdier. Heldigvis er min svenske kone en sand traditionalist. Hun er helt klart med til at sikre, at vores børn ved, hvor de kommer fra, og hvorfor vi fejrer jul og påske, som vi gør. Dog må jeg sige, at det er en udfordring at spise flæskesteg i troperne. Men vi elsker at gøre det.
Kontrasten mellem Tomas Kastberg Andersens ord og hans virkelighed er slående, da han samtidig tager en tår af sin helt friskpressede tropiske juice og kigger ud over hotelresortet og det turkisblå hav, hvor et par både ligger og vugger blidt ved anløbsmolen. Derfor kan der også synes langt til lille Danmark, men trods både den fysiske og mentale afstand kommer Tomas Kastberg Andersen stadig relativt ofte hjem til fædrelandet og til København.
– Jeg har stadig en håndfuld danske venner, som jeg holder kontakten med. Når vi mødes, er det som om, intet har ændret sig. Jeg er godt klar over, at det er en kliché, men det er rart for mig at vide, at det meste stadig er, som jeg husker det… eller derhenad.
Selvom arbejdet som hoteldirektør ikke er et 8-16-job, men stort set fylder alle døgnets timer, så lægger Tomas Kastberg Andersen ikke skjul på, at også familiens trivsel vægter tungt.
– Jeg er både ægtemand og far samtidig med, at jeg passer et krævende job. Jeg er nødt til at fokusere på det hele, og det vil altid bestemme mine fremtidsplaner. Sagt med andre ord… Det er vigtigt for mig, at jeg finder udfordring i mit job, at mine ansatte og indehaveren er tilfreds med min indsats… og vigtigst at min familie er glad. Så er jeg tilfreds. Men hvis pludselig et af disse elementer er i ubalance, så bliver jeg nødt til at søge et andet sted hen. Lige nu går det hele dog op i en højere enhed.
På længere sigt er det Tomas Kastberg Andersens drøm, at han har været med til at gøre en lille forskel:
– Jeg ønsker at være kendt for at have gjort en forskel på mit felt. Jeg ønsker at inspirere folk og skabe drømme. Jeg vil gerne udtænke og udvikle nye rejse- og oplevelses-koncepter. Jeg er klar over, at jeg er meget heldig. I mit arbejde gør jeg en forskel i folks liv… ikke som en læge eller en advokat, men som én, der er med til at skabe evige minder. Det er da stort, påpeger den 46-årige danske hotel-direktør på den lille, eksotiske paradisø, Gaya, ud for Borneos nordvestlige kyst.
Editors Note:
Denne artikel – Direktør i Paradis – har været bragt i 3. sektion af Frederiksborg Amts Avis, Dagbladet, Nordvestnyt og Sjællandske den 28. september 2013. Rejsen var 100 procent selvfinansieret, og artiklen er ikke sponsoreret på nogen måde. Alle billeder er taget med privat udstyr – og artiklen er skrevet i min fritid.